Garofoli

Siden 1871 har familien Garofoli været involveret i vinproduktion i Marche-regionen på Italiens østkyst. Måske er det kontinuiteten, der gør det. I hvert fald formår Garofoli – som en af de få undtagelser – at producere absolut kvalitetsvin i pænt store mængder. Ansvarlig for produktionen er Carlo Garofoli, der med moderne produktionsmetoder og respekt for vintraditionerne i Marche, har placeret Garofoli som en af de vigtigste producenter i området. Hvis vi skal tale om stabilitet er Garofoli enestående. Kvaliteten er altid til at regne med og begrebet “value for money” giver virkelig mening her. Samtidig er familien bag firmaet utrolig sympatisk, og vi har gennem mange års samarbejde opnået en gensidig respekt og fortrolighed som forstærker det i forvejen gode samarbejde.  Faktisk er Garofoli det hus, som vi har samarbejdet med i længst tid. Siden 1979 har vi importeret og markedsført disse glimrende vine til det danske marked.

Produktionen der er koncentreret om Marches klassiske vine, dvs. Verdicchio dei Castelli di Jesi, Rosso Conero og Rosso Piceno ligger på ca. 1.2 millioner flasker. Druerne til denne betragtelige mængde stammer dels fra faste underleverandører og dels fra firmaets egne 50 hektar jord. Der fremstilles også lidt mousserende vin, rosé samt dessertvin. Garofoli driver deres forretning fra 2 ejendomme. Serra de’ Conti beliggende i zonen for Verdicchio vinificerer alle stille hvide vine, mens de røde samt mousserende vine fremstilles på ejendommen Castelfidardo som hører til i Conero.

Ud over en række glimrende basisprodukter producerer Garofoli også nogle karakteristiske enkeltmarksvine, hvoraf “Macrina”, “Podium” og “Serra Fiorese” alle er fremstillet på den grønne drue Verdicchio. Vinene “Piancarda” og “Grosso Agontano” er begge rødvine fra Conero-området. Druerne til sidstnævnte kommer fra marken Paterno, der ligger midt inde i det smukke naturreservat Monte Conero.

Mange kender godt vinene fra Marche, men det er de færreste der har været der. Som rejsedestination kan det klart anbefales at lægge vejen forbi. Området er lidt overset – og det er egentlig synd. Der er utroligt smukt, havet er tæt på (med dejlige strande), og kulinarisk er regionen meget interessant. I det bjergrige bakkede bagland er der masser af traditionelt klassisk køkken med svin, kanin, vildt, pølser, pasta med videre. I det kystnære er fokus i stedet på fremragende fisk og skaldyr. Garofoli er meget imødekommende over for besøg – så tøv ikke med at kontakte dem hvis du kommer på de kanter.

Nedenfor kan du finde detaljerede beskrivelser og fotos på de vine, som vi importerer fra Garofoli.

 

Vine fra huset

Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Serra del Conte DOC Hent vinbeskrivelseHent foto
Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Superiore Macrina DOC Hent vinbeskrivelseHent foto
Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Superiore Podium DOC Hent vinbeskrivelseHent foto
Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Superiore Riserva Serra Fiorese DOC Hent vinbeskrivelseHent foto
Komaròs Rosato IGT Hent vinbeskrivelseHent foto
Monte Reale IGT Hent vinbeskrivelseHent foto
Rosso Conero Vigna Piancarda DOC Hent vinbeskrivelseHent foto
Conero Riserva Grosso Agontano DOC Hent vinbeskrivelseHent foto
Verdicchio Spumante Charmat VDT Hent vinbeskrivelseHent foto

>>Besøg Garofolis hjemmeside