Kurtatsch
Kurtatsch
Dette veldrevne kooperativ ligger i den lille sydtyrolske by Cortaccia. Landsbyen, der også har givet navn til kommunen, kendes på tysk som Kurtatsch, og den ligger omkring 25 km sydvest for Bolzano, der med Trento er en af de to hovedbyer i regionen Alto Adige. Regionen kendes også som Sydtyrol, og hører til på Alpernes sydside i den nordlige del af Italien. Befolkningen er både tysk- og italiensk-talende og mange italienske navne her har en tysk ækvivalent. Kooperativet kendes derfor både som Kellerei og Cantina Kurtatsch og blev grundlagt i 1900. De første 20 år lå hovedkvarteret i en stadig eksisterende herregård, der ligger centralt i landsbyen, Ansitz Freienfeld, som blev grundlagt i 1521.
Kooperativet har siden grundlæggelsen haft en stor socioøkonomisk og kulturel betydning for området. Egnen er kendt for sin vinproduktion, og det er karakteristisk, at vinmarkerne er opdelt i mange små plots, fordelt på mange familie-ejerskaber. Det kan illustreres ved, at kooperativet aktuelt har 190 kooperatister, og råder over ca. 190 ha vinmarker. Det betyder med andre ord, at den enkelte dyrker i gennemsnit blot ejer omkring 1 ha. 1 ha er ikke tilstrækkeligt, hvis man ønsker at drive et selvstændigt vinbrug, men det er nok til at sikre en familie en vigtig indtægt. De enkelte vinbønder afregnes primært efter kvaliteten og ikke mængden af deres druemateriale, hvilket helt grundlæggende er en vigtig faktor bag det høje niveau i vinene fra Kurtatsch.
Klimaet her kan karakteriseres som alpint-kontinentalt, og der er store forskelle mellem sommer- og vinterperioden. Kurtatsch ligger på den østlige fod af Mendel-højderyggen, der sammen med andre nærliggende højplateauer, er med til at give egnen helt særlige termiske forhold, og der skabes såkaldt katabatiske vinde, faldvinde, når tyngdekraften trækker kold luft med stor massefylde ned fra højderne. Disse vinde bevæger sig gennem slugter og kløfter mod Adige-dalen og er med til at skabe en natlig afkøling og dermed store temperaturforskelle mellem dag og nat (diurnal temperaturvariation). Denne temperaturvariation skal ses på baggrund af, at egnen omkring Kurtatsch har omkring 300 solskinsdage årligt og typisk ganske høje dagtemperaturer i sommerhalvåret. De katabatiske, tørrende vinde modvirker råd og sygdomme i vinmarkerne, og reducerer risikoen for skimmel og dermed også behovet for behandlinger med kobbersulfat og svovldioxid. Det er almindeligt anerkendt, at diurnal temperaturvariation er med til at fremme syrebevarelse og aromaudvikling i druerne, og dermed kan der laves velduftende, elegante og syrefriske vine. Foreningen af de særlige klimatiske forhold og en mangfoldighed af unikke dyrkningssteder og druesorter giver mulighed for at lave kvalitetsvine med et betydeligt særpræg.
Kellerei Kurtatsch huses umiddelbart i en imposant moderne arkitektur, der i det ydre præges af en bemærkelsesværdig facade, som er udført med knejsende, bjerglignende plader lavet af lokale dolomitsten. Dolomit er en kalkbjergart og et mineral, men dolomitten her er dog ikke identisk med den særlige dolomitsten, der findes i de dolomitiske alper, der udgør de sydligste italienske kalkalper. Ser man arkitekturen nærmere efter bliver det dog klart, at den fysiske ejendom i sin nuværende form, er en sammenbygning af nyt og gammelt, og dele af vinbruget udgøres af den ejendom, der tidligere fandtes på stedet. Alt er smagfuldt udført og passer naturligt ind i den landskabelige omgivelse, der sine steder panoramisk åbenbares som et storslået sceneri med vindyrkningsområder, der rækker fra dalbunden og op ad skrænterne til omkring 1000 moh. Fra et udsigtspunkt i denne højde, nær Cantina Kurtatsch, kan et omfattende dal-bundsareal overskues, som malerisk indrammes af bl.a. de stejle klippevægge i Mendel-bjergmassivet mod vest, og orienterer man sig lige frem vil man kunne se vinmarkerne med Pinot Nero-tilplantninger i de estimerede områder Glen og Mazon. Tilplantninger med Merlot og Cabernet Sauvignon ses ofte i og nær dalbunden, og vinmarkerne udbreder sig op ad skrænterne og højest oppe ses bjergvinmarker med især Müller Thurgau. Druesorterne i Alto Adige omfatter desuden de lokale Lagrein og Schiava, og der dyrkes Sauvignon, Pinot Bianco, Pinot Grigio, Tra-miner, Chardonnay, m.fl. Det er karakteristisk, at de respektive sorter plantes, hvor de klarer sig bedst, og varietalen ses ofte angivet på etiketterne.
Kellerei Kurtatsch ligger i 333 meters højde, på vinruten gennem selve landsbyen, der har omkring 2200 indbyggere. Der er 27 ansatte, inklusive det unge, dynamiske ledelsesteam, der bl.a. udgøres af: Præsidenten Andreas Kofler, kældermester og hovedvinmager Erwin Carli, der har bestredet posten siden 2022, men har været hos Kellerei Kurtatsch siden 2013, og eksport- og marketing-direktøren Harald Cronst, der er et vigtigt ansigt udadtil.
Værdigrundlaget hos Kellerei Kurtatsch spejler den lokale kontekst: Der er formuleret 3 grundværdier, repræsenteret ved 3 cypresser i logoet, og de karakteristiske stedsegrønne, slanke træer ses da også i det omgivende landskab. Man lægger for det første vægt på, at kooperativet ledes og drives af et ungt team, der arbejder fremadrettet, langsigtet og bæredygtigt. For det andet arbejder man familieorienteret og nede på jorden: Kooperativet forener et stort antal familier i en fælles bestræbelse. Man værdsætter de lokalhistoriske traditioner og arbejder med respekt for den erfaring og praksis, der gennem årene er opbygget i både mark og kælder. Endelig er der respekten for de lokale terroirs. Arbejdet i vinmarkerne udføres af de individuelle medlemmer, familierne, der anses for at være kooperativets hovedpersoner. Der arbejdes i henhold til et omfattende bæredygtighedsprogram, der retter sig mod alle produktionsprocesser, og man forsøger at øge områdets biodiversitet over og under jorden og arbejder løbende på at minimere miljøpåvirkningen. Man får en klar fornemmelse af, at agroøkosystemerne (vinmarkerne) er en del af det samlede, større økosystem, og dette indtryk bestyrkes, når man er på stedet. Bæredygtigheds-programmet blev introduceret i 2015, og regulerer bl.a. også høstudbytter. Det udvikles naturligvis løbende for at sikre kvaliteten af de høstede druer og hver enkelt vin.
Der er fokus på de enkelte plots og på hver enkelt druesort: Der arbejdes altid terroir-specifikt og de enkelte varietaler vinificeres hver for sig. Der er forskellige kvalitetslinier, men to hovedlinier: Basis-serien kendes som Selection Line og omfatter gode og typicitetstro vine, og dernæst følger Terroir-serien, der omfatter mere ambitiøse vine fra udvalgte, særligt favoriserede dyrkningssteder, som typisk angives på etiketten.
Efter flere grundige smagninger og et besøg på stedet har vi har valgt at hjemtage et udvalg af hvide og røde vine, der er repræsentative for området, både ståltanklagrede og fadlagrede. Kendetegnende for alle vine er en gennemgående ren, druetro og regional karakter. De hvide er velduftende og balancerede og udmærker sig med en krystalklar transparens og en attraktiv syrefriskhed. Fra Selection Line har vi valgt Pinot Grigio, Sauvignon og Gewurztraminer. De er alle koldgærede på termostyrede ståltanke, hvor de også lagres sui lieviti, dvs. på den fine bærme, for at udvikle fedme og karakter. Chardonnay Caliz fra samme serie fremstilles med gæring på en kombination af stål og eg, men Chardonnay Freienfeld Riserva fra Terroir-serien er til gengæld fremstillet med gæring og lagring på egefade og har gennemgået delvis malolaktisk gæring, for at bevare den ønskede friskhed. Det giver en hvidvin af større fylde og sammensathed, der understøttes af aromaer fra fadene. Alto Adige er kendt for sine fine vine på Pinot Nero, der rangerer blandt Italiens bedste, og vi har valgt tre forskellige: En lidt mere enkel, men frisk, primærfrugtig og charmerende version fra basis-serien og to dybere, fadlagrede Riserve fra Terroir-linien. Det er vine med en stærkere individualitet, og de kaldes henholdsvis Glen og Mazon, med reference til lokaliteterne af samme navn, og herfra kommer de mest velansete vine på druen i Alto Adige.
Vine fra huset
Pinot Grigio Alto Adige DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Sauvignon Alto Adige DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Gewürztraminer Arenis Alto Adige DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Chardonnay Caliz Alto Adige DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Chardonnay Riserva Freienfeld Alto Adige DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Pinot Nero Alto Adige DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Pinot Nero Riserva Glen Alto Adige DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Pinot Nero Riserva Mazon Alto Adige DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto