Apollonio
Apollonio
Siden slutningen af 1800 tallet har familien Apollonio produceret vin i Apulien. Denne region har været lokomotiv for den mest markante kvalitetsforbedring, som det sydlige Italien har oplevet igennem de sidste mange år. I dag er det brødrene Marcello og Massimiliano, 4. Generation af Apollonio, der tegner firmaet, hvis hovedsæde er at finde nær Lecce. Huset har på trods af sin høje alder levet et noget upåagtet liv. Dette skyldes bl.a., at man har virket som underleverandør til velansete producenter i området. Druerne til den årlige produktion kommer dels fra 10 hektar jord i området omkring byen Copertino, som firmaet selv ejer, og dels fra små men velvalgte vinbønder.
Hoveddruerne i Apollonios vine er de egnskarakteristiske Negroamaro, Malvasia Nera og Primitivo, der giver vine som Salice Salentino, Copertino og Salento Primitivo. Apollonio fremstiller generelt tætte, fyldige endog frodige vine med koncentreret solmoden frugt og bred smag. Stilmæssigt undgår de samtidigt den lidt kogte karakter, der stadig præger mange apuliske vine. Man kan sammenfatte det som potente og typetro vine af en høj teknisk standard.
I en tid hvor mange apuliske producenter, inspireret af områdets succes, har ladet sig friste til at sænke kvaliteten markant for at holde priserne, har Apollonio insisteret på fortsat at lave kvalitet. Apollonios vine har gennem alle årene været sikre hits hos vores kunder, da de favner særdeles bredt. Oplagte vine både til sommerens grill-aftener og vinterens mere mørke og kolde stunder. Salice Salentino er som oftest den mest krydrede. Primitivo Terragnolo har nærmest noget urtet over sig, mens Salento Rosso Valle Cupa nok trumfer begge i koncentration. Som toppen på kransekagen finder vi Copertino Riserva Divoto, som til gengæld spiller på lidt mere modenhed grundet den ekstra fadlagring. Senest har vi hjemtaget en Primitivo di Manduria, som prismæssigt er tættere på Salice Salentino, umiddelbart med lidt mere intens sødme end Terragnolo Primitivo samt en lidt kortere fadlagring.
Vine fra huset
Salice Salentino DOP – Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Primitivo di Manduria DOP Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Primitivo del Salento Terragnolo IGP – Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Valle Cupa, Salento IGP – Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Copertino Riserva Divoto DOP – Hent vinbeskrivelse – Hent foto