Villa Barcaroli
Villa Barcaroli
Denne familieejendom er for nylig blevet erhvervet af Massimiliano og Walter Bartolomei, der også ejer vin-bruget Ciù Ciù i Marche (grundlagt af familien i 1970). Selve Villa Barcaroli er et smukt, gammelt hus i land-ejendomsstil fra 1700-tallet, der ligger midt blandt vinmarkerne, og det står for at skulle gennemgå en omfattende renovering, men i kælderen opbevares nogle af de producerede vine helt tilbage til 1954. Meget tyder på, at der har været en produktion af vin i perioden fra 1907-1954, og at stedet så siden blev forladt. Da Bartolomei-familien overtog ejendommen byggede de straks en produktionskælder (cantina) ved siden af huset, og her laves vinene fra de foreløbig 20 ha vinmarker, ud af de 70 ha, der hører til vinbruget, og det kan forventes, at flere marker efterhånden kommer i produktion.
Villa Barcaroli ligger i regionen Abruzzerne, som har kyststrækning ud mod Adriaterhavet, og nærmere bestemt i provinsen Teramo, i en kommune kaldet Controguerra, ikke langt fra byen af samme navn, og kommunen hører til i regionens nordligste del, tæt ved grænsen til Marche, og ligger ikke langt fra kysten. Vest for vinbruget ligger den 1200 kilometer lange bjergkæde Appeninerne, og ikke langt derfra og lidt mere mod sydvest, ligger det store bjergmassiv, der kendes som Gran Sasso, der udgør den højeste del af Appeninerne, og omfatter den højeste tinde kaldet Monte Corno Grande, som rækker 2912 meter op over havets overflade. Øst for bjergene og ud mod havet er bakkerne lavere liggende og blødere og er egnede til vindyrkning.
Vinbruget er både økologisk, vegansk og biodynamisk (Demeter) certificeret, og en del af markerne ligger i Controguerra, men der er også lokaliteter i den nærliggende kommune Ancarano. Dyrkningssæsonen her er typisk varm, solfuld og forholdsvis tør, og der er store forskelle mellem dag- og nattemperaturer, hvilket favoriserer dyrkning af kvalitetsvin, og markerne er velventilerede, bl.a. grundet den relative nærhed til kysten, og det gør det lettere at dyrke jorden økologisk, bl.a. fordi svampesygdomme bedst trives i varme, men fugtige miljøer. Det betyder også, at brug af kobbersulfat (Bordeauxvæske), der er tilladt i forbindelse med økologisk dyrkning, kan begrænses. Bordeauxvæske er reelt en blanding af kobbersulfat (CuSO4) og Calciumoxid (CaO) og det anvendes præventivt mod forskellige svampesygdomme og herunder mod dunet meldug, men økologer anvender det helst sparsomt, fordi kobber er et tungmetal, der kan ophobes i jorden og kan skade dyreliv og mikroorganismer. I vinmarkerne, mellem rækkerne, sås dækafgrøder, og det er en variation af særligt udvalgte planter og blomster, og denne særlige type af beplantning kaldes på italiensk sovescio, grøn gødning, og den pløjes senere ned i jorden og fungerer som næring for vinplanterne, men har langt flere funktioner og fremmer bl.a. biodiversiteten i marken og modvirker erosion.
Den veganske certifikation betyder først og fremmest, at der ikke anvendes animalske produkter til vinfremstillingen, og det handler typisk om eventuelle klaringsmidler. Den biodynamiske certificering gennem Demeter forpligter vinbruget på en udvidet og mere fordringsfuld økologisk tilgang, der omfatter en større vifte af tiltag og standarder, der bl.a. skal sikre, at jordens frugtbarhed øges, og at planterne (afgrøderne) er sunde, men det handler også om at beskytte plante- og dyrelivet mere generelt og om at fremme biodiversiteten, og der lægges i det hele taget vægt på økologisk og social ansvarlighed. Vinbruget dyrker udelukkende den grønne sort Trebbiano og den blå Montepulciano-drue, og der laves blot 3 vine, som fortolkes i en elegant og saftig stil, og den hvide Trebbiano d’Abruzzo DOP er æbleblomstduftende, citrus- og ananaspræget og frisk, mens Montepulciano d’Abruzzo DOP er rødfrugtet, men overraskende lys og elegant for vintypen. Montepulciano d’Abruzzo Riserva frigives sent og er dybere og rigere i udtrykket.
Vine fra huset
Trebbiano d’Abruzzo DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Montepulciano d’Abruzzo DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Montepulciano d’Abruzzo Riserva DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto