Roberto Voerzio
Roberto Voerzio
Roberto Voerzio grundlagde denne ejendom i 1986 og råder nu over ca. 10 ha vinmarker, hvorfra der produceres i omegnen af 55.000 flasker. Ejendommen drives med stor energi, entusiasme og kyndighed af den indsigtsfulde Roberto og sønnen Davide, og Voerzio synes at være drevet af en ubetvingelig længsel og stræben efter kvalitet. Vinene herfra demonstrerer, at han er en mesterlig contadino og vinmager og som fortolker af Barolo fra nogle af områdets mest prestigiøse marker overgås han af ingen og matches af få.
Hvad fremstillingen af Barolo angår regnes Roberto Voerzio af mange for modernist på grund af sin brug af barriques m.v. Men sagen er næppe så enkel. Tilgangen forener afgjort de traditionelle elementer med en mere moderne indsigt og fremgangsmåde: Arbejdet i marken gives højeste prioritet og tilgangen er usædvanlig omhyggelig, arbejdsintens og tidskrævende. Der foretages betydeli grønthøstning for at holde høstudbyttet lavt og udbytterne for de respektive Baroli er blandt de laveste i området, vanligvis mellem 22-25 hl/ha. Det siges i skæmt, at Roberto skal lede efter druerne når der skal høstes. Vinifikation sker med stor omhyggelighed og tilrettelægges efter at bringe det bedste ud af hver cru og årets foreliggende grundmateriale. Barolo macereres fra 20-25 dage, hvilket snarere skulle placere Voerzio blandt mere traditionelle ”Barolisti”, men hvad lagringen angår, har Roberto forsøgt sig med forskellige typer af opbevarings-medier og kombinationer af disse. I en længere periode har man benyttet sig af en kombination af nye og brugte barriques, hvor også den malolaktiske gæring finder sted, hvilket afgjort må ses som en moderne inspiration. Den mest afgørende bestræbelse er imidlertid at skabe majestætiske Baroli, der udtrykker deres respektive territorio og dermed har en distinkt egenkarakter. Fra og med årgang 2008 sker der dog en vigtig ændring. Her vil der ikke længere benyttes nye fade i Voerzios barolo’er, men en kombination af 50% 15 hl fade og 50% brugte barriques. Årgang 2007 er lagret på 50% nye barriques og 50% brugte barriques.
Roberto og Davide har adgang til nogle af Barolos mest fornemme marker, La Serra, Cerequio og Brunate i den sydlige del af La Morra-kommunen, hvor skellet til Barolo-kommunen starter. Faktisk bliver Cerequio og Brunate begge skåret over, så en lille del af markerne ligger i Barolo. Grænsende fra syd op til Cerequio ligger Sarmassa, som derfor ligger udelukkende i Barolo-kommunen. En lille kilometer længere nordpå ligger Rocche dell’Annunziata og Torriglione i den mellemste del af La Morra. Drager man yderligere ca. 1,5 km nordpå finder man Capalot. Alle disse marker er af ubestridelig Grand Cru kvalitet. Fælles for disse Baroli er, at de er rene, balancerede og fulde at ekstrakt, dramatisk udfoldende med hele den vifte, der kendetegner de ypperste udtryk for Nebbiolo. Roberto Voerzio er absolut ikke interventionistisk i sin stil og arbejder efter biodynamiske principper. Disse principper føres helt ud. Voerzio kunne ikke drømme om at kick-starte gæringen af sine vine. Hvis en vin ikke går i gang af sig selv, laver han den slet ikke! Således er det sket flere gange, at en eller ligefrem to vine slet ikke produceres.
Vine fra huset
Dolcetto d’Alba Priavino DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Barbera d’Alba Cerreto DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Barbera d’Alba Riserva Pozzo dell’Annunziata Magnum DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Langhe Nebbiolo San Francesco/Fontanazza DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Barolo del Comune di La Morra DOCG Hent Vinbeskrivelse – Hent foto
Barolo La Serra DOCG Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Barolo Brunate DOCG Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Barolo Cerequio DOCG Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Barolo Rocche dell’Annunziata DOCG Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Barolo Fossati DOCG Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Barolo Riserva Fossati Case Nere DOCG (10 anni) Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Barolo Riserva Case Nere DOCG (10 anni) Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Barolo Sarmassa Magnum DOCG Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Barolo Torriglione Magnum DOCG Hent vinbeskrivelse – Hent foto