Pieropan

Pieropan

I 2018 kunne Pieropan fejre, at de har produceret vin fra Venetoregionen i hele 40 årgange. I 70’erne hvor markedet blev oversvømmet med ligegyldig og intetsigende Soave fra store negociants, koncentrerede Pieropan sig om at købe jord på de bedst placerede cru’er og har således i dag 27 hektar topplacerede jordlodder. Dette var helt i tråd med Leonildo Pieropans overbevisning om, at god vin starter i marken. Denne strategi har tilsyneladende båret frugt – i hvert fald befinder Pieropans vine sig i dag i en klasse for sig.

Pieropan

Specielt de to enkeltmarks Soaver “Calvarino” og “La Rocca” er fremragende, og fremhæves ofte af den italienske og internationale presse som arketyper på klassisk Soave. Begge vine har også vist en glimrende evne til at lagres i mange år, hvilket er ret sjældent for italiensk hvidvin. La Rocca virker ofte en anelse federe og mere cremet, hvor Calvarino ofte virker mere syrefast og frugtrig. Netop Calvarino var en af Italiens første cru’er og Soaves første. Første årgang var 1972. Vinguruen Veronelli bemærkede at Leonildo aftappede denne vin for sig og undrede sig. Leonildo forklarede, at grunden var, at denne vin havde særlige karakteristika, da den kom fra den mørke lavaholdige jord. Omvendt er La Roccas jord helt hvid og meget kalkholdig. Pieropans almindelige Soave er et meget pålideligt glas vin og til stadighed et af vores “bestbuys”. Det er beundringsværdigt, når der bliver lavet så flotte hvidvine på lokale italienske druer i en tid, hvor de internationale sorter ses overalt.

Ud over de tre Soaver laver Pieropan i dag også en sød vin kaldet “Le Colombare”. Dette er en hvid recioto fremstillet på 100% Garganega. Le Colombare har en fantastisk balance mellem sødme og syre og er kendetegnet ved en pragtfuld let eksotisk duft – ofte med et strejf af hindbær.

Som noget forholdsvis nyt er Pieropan begyndt at fremstille vine baseret på røde druer fra Valpolicella zonen. Baseret på kvaliteten af deres hvide vine har vi haft store forventninger til deres Valpolicella-vine, og de må siges at være blevet indfriet. De anvendte druer er Corvina, Corvinone, Rondinella samt lidt Croatina. Der fremstilles nu både Valpolicella og Amarone.

“Ghès” er en forfriskende mousserende rosé baseret på 100% Corvina. Meget fine, lyse bærnuancer gør Ghès særdeles attraktiv som f.eks. aperitif. “Ruberpan” er en klassisk , rank Valpolicella med elegant lys bærfrugt kombineret med et krydret element. Denne vin er klassificeret som en Valpolicella Superiore. I 2010 introducerede Pieropan deres Amarone. Den er karakteriseret ved at have mange træk fra området Illasi, hvor druerne dyrkes, og er således meget koncentreret med en sjælden elegance, der skjuler Amaronens ret høje alkohol. Illasi-områdets krydrede noter er også tydeligt fremtrædende i både duft og smag. Pieropans vine (Ghès undtaget) er certificeret økologiske. I tilfælde af meget vanskelige vejrforhold kan det dog ikke udelukkes, at enkelte vine i enkelte årgange ikke certificeres, i fald det eksempelvis har været nødvendigt at svovle mere en det tilladte for økologisk produktion.

Vine fra huset

Soave Classico Superiore DOC EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Soave Classico Superiore Calvarino DOC EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Soave Classico Superiore Calvarino Magnum DOC Hent foto
Soave Classico Superiore La Rocca DOC EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Soave Classico Superiore La Rocca Magnum DOC – Hent foto
Spumante Ghes Rosé IGT Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Valpolicella Superiore Ruberpan DOC EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent Vinbeskrivelse – Hent foto
Amarone della Valpolicella Vigna Garzon DOCG EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Recioto di Soave Le Colombare DOCG Hent vinbeskrivelse – Hent foto

>> Besøg Pieropans hjemmeside