![]()
Garofoli
Garofoli
Dette historiske, familiedrevne vinbrug hører hjemme regionen Marche i Midtitalien, som har kyststrækning ud mod Adriaterhavet. Vinbruget ligger i kommunen Castelfidardo, ca. 7 km fra selve Rivi-era del Conero og tæt ved dyrkningszonerne for bl.a. Verdicchio dei Castelli di Jesi og Rosso Conero. Familien kan føre deres historie med vinfremstilling tilbage til 1871, hvor Antonio Garofoli producerede og solgte lokal vin. Hans søn Gioacchino udviklede virksomheden og grundlagde officielt ejendommen i 1901. Garofolis første underjordiske kældre til fremstilling og lagring af vin blev skabt i disse tidlige år. Gioacchiono og hustruen Ida fik 9 børn og aktiviteterne blev udbygget betydeligt frem mod 2. Verdenskrig, hvor man dog fortrinsvis solgte vinen i det omkringliggende område. Flaskeaftapning og øget distribution fulgte i 1950’erne da to af ægteparrets børn, Franco og Dante, kom til.
Etableringen af DOC’er for bl.a. Verdicchio dei Castelli di Jesi- og Rosso Conero-vinene i den sidste halvdel af 1960’erne var en anerkendelse af områdets vine, og var med til at give Garofoli et øget fokus på kvalitet. Familien har historisk haft et skarpt fokus på Verdicchio og Montepulciano, om end andre druer også dyrkes. Vinbruget fortsatte sin vækst og fremme i 1973 blev Francos to sønner, Carlo og Gianfranco, en del af virksomheden. Garofolis vine nød nu udbredelse i hele Italien og på eksportmarkederne. Carlo og Gianfranco havde i 1980’erne gjort Garofoli til et af de markedsledende i regionen, og vinene blev bemærket i kommentariatet. 5. generation af Garofoli-familien, Gianfrancos børn, Caterina og Gianluca, og Carlos datter Beatrice indtrådte officielt i virksomheden i september 2005.
I dag er ejerskabet stadig delt mellem Gianfranco og Carlo, og det er stadig Carlo, der har det overordnede ansvar for den samlede produktion og dermed for både den agronomiske og ønologiske del. Familien ejer aktuelt omkring 60 ha vinmarker, men der suppleres med indkøb fra betroede, faste underleverandører. Der fremstilles årligt omkring 700.000 flasker, og Garofoli har historisk været kendte for at forene en traditionsorienteret kvalitetsproduktion med pæne mængder, og man har opbygget en ekspertise med fremstilling af klassiske regionale vintyper.
Produktporteføljen er omfangsrig, og vinene er præcise og har lokalt særpræg og er altid sikkert fremstillede. Vi har plukket vores favoritter i familiens udvalg og hjemtager en række karakterfulde hvide og røde vine, der alle er monovarietale og laves på druesorterne Verdicchio og Montepulciano. De fordeler sig på vintyperne Verdicchio dei Castelli di Jesi, Verdicchio di Matelica og Rosso Conero.
Den ståltankfremstillede Macrina Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Superiore viser Marches store grønne sort fra sin rene og primærfrugtige side og er emblematisk for denne dyrkningszone. Podium fra samme DOC laves også på stål, men er mere ambitiøs. Supèra Verdicchio di Matelica fremstilles med Verdicchio fra marker omkring den højtliggende by Matelica nær Appeninerne. Piancarda Rosso Conero fremstilles af Montepulciano, der dyrkes i bakkerne ved Monte Conero, og det er en klassisk eksponent for vintypen, der lagres på store, brugte egefade. Den barriquelagrede Grosso Agontano Conero Riserva fremstilles af en særlig selektion af Montepulciano, fra planter der står midt inde i naturreservatet Monte Conero.
Som et kuriosum kan det desuden nævnes, at vi har arbejdet sammen med den sympatiske Garofoli-familie lige siden Adriat Vinimports grundlæggelse i 1979, hvilket gør det til vores ældste agentur.
Vine fra huset
Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Superiore Macrina DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Superiore Podium DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Verdicchio di Matelica Supèra DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Komaròs Rosato IGT Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Rosso Conero Vigna Piancarda DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Conero Riserva Grosso Agontano DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
