Ca’ d’ Gal

 

 

 

 

Alessandro Boido overtog ejendommen fra faderen i 1988, men Ca’ d’ Gal er officielt grundlagt i 1997 og er beliggende i Valdivilla, i kommunen Santo Stefano di Belbo. Der er 13,9 ha med jord udlagt til vindyrkning, og vinbruget har på kort tid etableret sig som en førende specialist i fremstilling af unikke Moscato d’Asti. Denne friske, perlende dessertvin er med sin lave alkohol, moderate sødme, og inciterende velduft af knuste Moscato Bianco di Canelli druer ganske enestående for Piemonte, og som det er tilfældet med andre store druesorter, så individueres Moscato Bianco også af dyrkningsstedet. Netop Santo Stefano di Belbo regnes med Canelli og Loazzolo som et af de få Grand Cru dyrkningsområder for druen, blandt andet fordi jorden er rig på sand, kalk og limsten, og ingen steder opnås mere raffinerede og frydefuldt detaljerede vine end her, vine med en præcis og diskret ødselhed, som ikke er overgjort. Alle ejendommens marker hører imidlertid også ind under den geografisk bestemte sottozona, der kan kaldes og etiketteres Moscato d’Asti Canelli, der inkluderer under halvdelen af de i alt 52 kommuner, der omfattes af (Moscato) d’Asti DOCG.

Ca'D'Gal Personer

Ca’ d’ Gal er særligt berømte for en Moscato d’Asti Vigna Vecchia (Vite Vecchia), som kommer fra 60+ år gamle planter fra i alt 1 ha i Valdivilla, som er beplantet med en gammel klon af Moscato Bianco di Canelli og det var også med denne vin at vinbrugets historie for alvor tog fart. Ejendommen ledes stadig af Alessandro Boido, hvis familie har været i området i 4 generationer, og visionen om denne vin går tilbage til 1990: Moscato d’Asti fremstilles i lukkede temperatur-kontrollerede tryktanke kaldet autoklaver, hvor mosten holdes tæt ved frysepunktet, og gæres, når det er ønskeligt, typisk op til omkring 5-5,5%, hvilket efterlader en let perlende vin med restsødme og en skøn, frisk primærfrugtig druekarakter. Den almindelige anbefaling er, at Moscato d’Asti skal nydes mens den er ung og frisk, men Alessandro mente der var et større kvalitetspotentiale i vintypen end som så, vine med større intensitet og sågar også med lagringspotentiale. Under de rette omstændigheder antager Moscato d’Asti med flaskelagring et mere mineralsk, tertiært udtryk med helt unikke aromaer og Alessandro havde gjort denne erfaring fordi hans familie tidligere havde lagret vinene køligt og gravet ned i sand for at sikre deres evolution. Med fundet af den rigtige mark fremstillede Alessandro i 1997 den første Moscato d’Asti Vigna Vecchia, der blev lagret køligt og ideelt og først frigivet efter 5 år og det er siden en praksis, der er blevet fulgt, omend vinens navn er ændret til Moscato d’Asti Vite Vecchia og på et tidspunkt tilføjes måske også den historiske vigtige stedbetegnelse Canelli som en sottozona-angivelse. Denne vin er selvsagt både kostbar og unik.

Siden er 2 andre kommet til, en Moscato d’Asti Lumine fra 8 ha med ca. 15-40 år gamle planter, som er skønt kvalitetspræget og den mest ligefremme i porteføljen og det er en vin, der frigives tidligt og den tappes vanligvis tre gange over et år; dertil en Moscato d’Asti Canelli Sant’Ilario som kommer fra 60-70+ år gamle planter på 1,2 ha, fordelt på to sydøstvendte plots, som udgør et favoriseret dyrkningssted i Cassinasco, den gæres i foråret efter høsten og lagres kortvarigt og frigives i sensommeren, næsten et år efter druerne er plukkede, og det giver vinen tid til at udvikle større kompleksitet. Derudover hjemtager vi også Ca’ d’ Gals fine Asti (Spumante). Alessandro ønsker at skabe vine med struktur og karakter og lægger derfor vægt at druerne kommer fra ideelle dyrkningssteder med gamle planter, og han insisterer på lave høstudbytter: Moscato d’Asti Lumine (ca. 70 hl/ha); Moscato d’Asti Sant’Ilario (ca. 55 hl/ha); Moscato d’Asti Vite Vecchia (ca. 40 hl/ha). Der høstes sent og druerne har dermed længere hængetid end det vanligvis ses, og til topvinen anvendes ofte omkring 5% uve passite. Ejendommen er in conversione biologico, dvs under omlægning til økologisk jordbrug, men det er endnu et åbent spørgsmål, om man ønsker certifikation efterfølgende.

Vine fra huset

Moscato d’Asti DOCG Lumine Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Moscato d’Asti DOCG Sant’Ilario Hent vinbeskrivelseHent foto
Moscato d’Asti DOCG Vite Vecchia Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Asti DOCG Hent vinbeskrivelseHent foto

>> Besøg Ca’ d’ Gals hjemmeside