Tenuta Bellafonte

Tenuta Bellafonte

Dette vinbrug blev grundlagt i 2007 af tyske Peter Heilbron, hvis efternavn kan oversættes til den smukke kilde, som på italiensk er blevet til Bellafonte. Det ligger i kommunen Bevagna i den midtitali-enske region Umbria, ca. 25 km sydøst for Perugia. Selve den fysiske ejendom ligger nær landsbyen Torre del Colle og er omgivet af vinmarker og cypresser, og landskabet her er bakket og giver plads til en varierende flora og fauna og områdets olivenlunde og nærliggende småskove er iøjnefaldende. Vinbruget ligger også små 10 km nordvest for middelalderbyen Montefalco, der har givet navn til en særlig umbrisk attraktion, druesorten Sagrantino di Montefalco, der hører til blandt Italiens helt store blå varietaler.

Bellafonte

Tenuta Bellafonte omfatter 30 ha, og af disse er 11 ha udlagt til vin, og de resterende arealer dækkes af skov, frugtplantager og omkring 2500 oliventræer af de lokale sorter Frantoio, Leccino og Moraiolo. Vinmarkerne ligger i varierende højder, fra 260-320 moh., og jorden er både ler-, kalk- og klippe-holdig, og de 11 ha omfatter både ældre og nyere tilplantninger med Sagrantino di Montefalco og Sangiovese og den grønne Trebbiano Spoletino. Der laves op mod 50.000 flasker årligt.

Det hele startede med Peter Heilbrons fascination af Sagrantino di Montefalco, og sorten anses for at være autokton, og hører altså naturligt hjemme i den del af Umbrien, hvor vinbruget ligger, og ordet henviser til noget, der kommer fra et bestemt område og har en lokalhistorisk forankring her. Det er en enestående tykskindet varietal, der kan give storladne, kraftfulde og komplekse, men også meget tanninstrukturerede vine, og han drømte om at skabe en mere elegant og balanceret vin, der både reflekterede druens grundlæggende karakter og de dyrkningssteder, der omgiver ejendommen. Sagrantino har måske en græsk oprindelse og kan være bragt til Italien af byzantiske munke, og der er evidens for, at den i hvert fald blev dyrket i den umbriske kommune Montefalco i middelalderen. Rødvinen blev bl.a. anvendt til religiøse formål, og Sagrantino er afledt af sacro, hellig, og druens navn betyder altså noget i retning af den lille, hellige drue fra Montefalco. Aktuelt menes der blot at være lidt over 600 ha, der er beplantet med denne druesort, men vinene kan være bemærkelsesværdige og blandt Italiens mest grandiose. Udover Sagrantino di Montefalco og den i Midtitalien allestedsnærværende Sangiovese, dyrker Tenuta Bellafonte også den lokale grønne Trebbiano SpoletBellafontePeterino, som ikke skal forveksles med andre druer, der også bærer navnet Trebbiano. Sorten menes at komme fra området omkring middelalderbyen Spoleto i Umbrien og har været kendt siden det første århundrede, og den kan give en karakterfuld og velduftende hvidvin, som flere af områdets dygtige producenter med rette er stolte af.

Peter Heilbrons produktionsfilosofi indebærer, at agroøkosystemerne, i.e. vinmarkerne, skal være en del af det mere omfattende, omgivende økosystem de naturligt indgår i. Tilgangen i markerne er, at alle processer skal have en lav miljøpåvirkning, og den er gennemgående økologisk, men familien ønsker ikke certificering. Peter Heilbron har fortalt, at der i vinmarkerne hverken anvendes kunstgødning, herbicider eller insekticider, og at han bruger forskellige naturlige planteekstrakter til vinplanterne. Han har også forklaret, at han i perioder med regn indimellem foretrækker at anvende bæredygtige fungicider til bekæmpelse af skimmelsvampe, frem for at bruge kobbersulfat, der ellers er tilladt i økologisk dyrkning. Det skyldes, at kobbersulfat kan ophobes i jorden og kan skade det mikrobielle liv, bier og andre ønskværdige insekter, og dermed risikerer man at forstyrre den naturlige biodiversitet, der i sig selv er med til at understøtte vinplanternes sundhed. Hvert år foretager et laboratorium en såkaldt multiresidualanalyse af familiens topvin Sagrantino di Montefalco Collenottolo. Der uploades en årlig testrapport på denne vin på hjemmesiden, der dokumenterer indholdet (læs: fraværet) af en omfattende liste af kemiske forbindelser i vinen, som holder sig fint indenfor de økologiske grænseværdier. Omtanken strækker sig hele vejen rundt: En ny, underjordisk cantina med moderne teknologi og vinifikationsudstyr, designet af Peter Heilbron selv efter inspiration fra den nu afdøde ven, legenden Gianfranco Soldera fra Montalcino, stod færdig i 2010, og vinbruget er selvforsynende med energi, der kommer fra solpaneler og et biobrændselsanlæg, der bl.a. fodres med afskæringer fra vinplanterne.

Ejendommen er siden etableringen blevet udbygget betydeligt og Peter og hustruen Sabina fremstiller blot 5 vine, og der anvendes udelukkende ståltanke og/eller store slavonske botti til gæring og lagring, og det tillader, at vinenes rene, varietale og stedtro karakter kan træde uforvansket frem. Der gæres udelukkende med de vilde gærstammer fra drueskindene, anvendelsen af svovl er beske-den, og vinene klares naturligt og ved hjælp af tyngdekraften og filtreres ikke.

Vi importerer 4 af familiens 5 vine: Den hvide, ståltankfremstillede Sperella Montefalco Bianco DOC laves på 100% Trebbiano Spoletino og laves med druer fra ejendommens yngste planter. Det er en vin med friskhed og en urtet velduft, og den giver et indtryk af druesortens kvaliteter. Arnèto Umbria Bianco IGT er ejendommens mest ambitiøse hvidvin på Trebbiano Spoletino. Den laves med koldmaceration og der gæres på store botti, og vinen har en dybere og mere intens karakter, men det er stadig den druesortstro urtede frugtighed, der fascinerer. Den botti-lagrede Pomontino Montefalco Rosso DOC fremstilles af 80% Sangiovese og 20% Sagrantino di Montefalco, og det er en velstruktu-reret rødvin med fylde og lokalkarakter og mindelser om søde ribs, kirsebær, brombær og blåbær. Collenottolo Sagrantino di Montefalco DOCG er ejendommens store røde vin, som er opkaldt efter den lokalitet og den vej, hvor ejendommen ligger. Den laves på ren Sagrantino med afstilkede, men hele druer for at bevare en frisk frugtighed i vinen. Der botti-lagres i 3 år for at moderere tanninstruk-turen og smidiggøre vinen og folde dens store sammensathed ud. Det er en vin med struktur og kraft, der gør sig til rige, kødbaserede retter, og den er naturligvis henlægningsegnet.

Vine fra huset

Montefalco Bianco Sperella DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Arnèto IGT Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Montefalco Rosso Pomontino DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Sagrantino di Montefalco Collenottolo DOCG Hent vinbeskrivelse – Hent foto

>> Besøg Tenuta Bellafontes hjemmeside