Manincor

Manincor

region06

Tenuta Manincor ligger idyllisk placeret på toppen af en blød bakke ved Lago di Caldaro i den norditalienske region Alto Adige. Ejendommen drives nu og siden 1991 af Greve Michael Goëss-Enzenberg og hustruen Sophie, der blev gift samme år og flyttede til stedet. De historiske bygninger fra 1608 blev bygget af Hieronymus Manincor, hvis barnebarn giftede sig med en af Grevens forfædre, hvorved de to familiers skæbne for eftertiden var forbundne. Med Grevens overtagelse blev orienteringen lagt om, og han og en gruppe arkitekter designede en moderne vinkælder ved siden af de gamle hovedbygninger. Den er underjordisk og i tre etager og forener funktionalitet med den nødvendige kapacitet og omfatter omkring 3000 kvadratmeter. Vinkælderen er velventileret, og man kan styre temperatur og luftfugtighed i de forskellige sektioner, der rummer vinpresser, moderne termostyrede stål- og egegæringstanke, ståltanke, store botti og små franske barriques til lagring, aftapningsanlæg, pakkeri og lagringshal, etc. Den rationelle organisering i tre etager betyder bl.a. at man kan arbejde med tyngdekraften snarere end med forskellige transport- og pumpesystemer, og det tillader en større nænsomhed, når druer og vin skal overføres mellem forskellige medier. Dette vertikale design er karakteristisk for såkaldte gravity-flow wineries og reducerer bl.a. oxidation og giver mere rene og elegante vine.  

Forandringerne var gennemgribende og hele ejendommens omfattende og diversificerede produktion blev efterhånden omlagt til et fuldt bæredygtigt landbrug: Ved hjælp af biomasse- og jordvarmeanlæg har man opnået en CO2 neutral energistatus, uden brug af gas eller olie. Produktionen af vin begyndte i 1996, men der er i realiteten tale om en flerafgrødeorienteret landbrugsproduktion, der imødekommer moderne agroøkologiske indsigter om fordelene ved ekstensiv polykulturel dyrkning, fremfor monokulturel intensiv dyrkning, hvor der satses på en enkelt afgrøde. Fordelene handler især om, at man opnår større biodiversitet (flora, fauna og mikroorganismer), sundere og mere livskraftige planter, og en reduktion i behovet for at sprøjte og kunstgøde. En sådan tilgang har et historisk forbillede, der rækker tilbage til den romerske coltura promiscua, der siden etablerede sig som en traditionel italiensk landbrugsform, hvor eksempelvis vin, frugttræer og -buske, nødde-buske, oliven og korn stod blandet mellem hinanden på de samme arealer.

Manincor-ejendommen omfatter i alt 463 ha, der er udlagt til vin (ca. 50 ha), frugttræer/-buske; skove, kløvermarker, engområder mv. Der fremstilles honning fra egne bier og får og høns går frit mellem rækkerne med vin, hvor der sås såkaldt sovescio, dvs. grønne dækafgrøder som korn, kløver, raps, valmuer, mv. Vinmarkerne er en naturlig del af det omgivende økosystem, og der er et varieret fugleliv, som understøttes med opsætning af redekasser, etc. Manincor producerer også egne egefade, og træet hentes fra familiens egeskove: Det opskårne træ lagres i minimum 3 år før det bliver anvendt til vinfade. Manincor overgik til fuld biodynamisk vindyrkning i 2006 og fra årgang 2009 er alle vine økologisk certificerede og bærer EU’s økologi-logo. Vinene er desuden biodynamisk certificerede gennem Respekt-BIODYN. Manincor var med til at stifte Respekt-BIODYN i 2007, og vinene har været certificerede herigennem siden 2009.

Filosofien for vinproduktionen er enkel, men gennemført og tager udgangspunkt i intensiv markpleje. Vinene, der fremstilles af egne druer fra i alt ca. 50 ha vinmarker, er rene, præcise og udtryksfulde. Man lægger især vægt på, at de er glædesgivende og stedtro, og der er fokus på unikke, naturlige dyrkningssteder, der favoriserer de enkelte varietaler. Familien dyrker en vifte af både grønne og blå sorter, der er karakteristiske for regionen, og fremstiller en varieret portefølje af vine. Der laves både monovarietale vine og blends, og mange vine bærer navnet på deres dyrkningsområde eller vinmarken på etiketten. Vi hjemtager et udvalg af især røde og hvide, der udtrykker områdets og familiens formåen. 

Vine fra huset

La Contessa DOC EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent vinbeskrivelse – Hent Foto
Tannenberg Sauvignon DOC EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent vinbeskrivelse – Hent Foto
Sophie Chardonnay DOC EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent vinbeskrivelse – Hent foto
La Rose de Manincor IGT EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent vinbeskrivelse – Hent Foto
Der Keil Schiava DOC EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent vinbeskrivelse – Hent Foto
Il Conte DOC EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent vinbeskrivelse – Hent Foto
Mason Pinot Nero DOC EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Mason di Mason Pinot Nero DOC EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent vinbeskrivelse – Hent foto

>> Besøg Manincors hjemmeside