Cà dei Frati

Cà dei Frati

Dette vinbrug hører til nær byen Sirmione i Lombardiet, ganske tæt ved den sydlige ende af Garda-søen. Egnen er et yndet turistområde og er bl.a. kendt for sin produktion af hvide vine og milde, raffinerede jomfru-olivenolier. Lugana di Sirmione ligger nær grænsen til Veneto og nærmest i hjertet af produktionsområdet for Lugana DOC, der blev oprettet i 1967. Vindyrkningsområderne fordeler sig mellem provinsen Brescia i regionen Lombardiet og provinsen Verona i regionen Veneto. Navnet Cà dei Frati, Munkenes hus, er ikke tilfældigt, men vidner om, at der i flere århundreder var et kloster på stedet. Det er også dokumenteret, at der har været produceret vin her, helt tilbage til i hvert fald 1782.

Felice dal Cero, der kom fra en vindyrkende familie nær Verona, købte ejendommen i Lugana di Sirmione i 1939 og begyndte at dyrke vin. Hans søn, Pietro dal Cero, var med til at flaske den første Lugana fra Casa dei Frati, senere omdøbt til Cà dei Frati. Nu er det Pietros voksne børn Igino, Gian Franco og Anna Maria, der leder familieejendommen, og vinbruget har i årtier været et pejlemærke for vinene fra området.

Den grønne drue Turbiana er Luganas særlige bidrag til vinverdenen. Den har historisk været kendt som Trebbiano di Lugana, og er tæt beslægtet med Trebbiano di Soave, der kendes fra Veneto, og de tre druesortsnavne ses også i disciplinaren, dvs den lovmæssige forordning, for Lugana-vinene. Hos Cà dei Frati omfattes Turbiana med stor veneration, og vinbrugets identitet er tæt knyttet til sorten. Den anvendes til den ståltanklagrede I Frati, som for familien udtrykker de lokale dyrkningshabitater og druen i forening. Her antager sorten sin typiske æble-, abrikos- og mandelagtige karakter, mens den opnår sit mest ambitiøse udtryk i den diskret barriqueafstemte enkeltmarksvin Brolettino, der fremviser en større rigdom, dybde og eksotik. Cà dei Frati dyrker dog også andre druer, og der er en fuld portefølje af hvide, røde og mousserende vine, en rosato og en vino da uve stramature dolce, den søde Tre Filer, der bringer mindelser om honning og tørret frugt: De Botrytis-angrebne druer høstes sent og tørres før vinifikation. Vi hjemtager et udvalg af familiens vine.

I den hvide ståltankfremstillede Pratto forenes 50% Turbiana med 25% Sauvignon og 25% Chardonnay til at skabe en frisk, harmonisk og sanseudfordrende vin. Den laksefarvede Rosa dei Frati er en velduftende og fristende rosé, der får sin karakter fra 60% Groppello, 15% Marzemino, 15% Sangiovese og 10% Barbera. Cuvée dei Frati Metodo Classico Brut laves på 90% Turbiana og 10% Chardonny. Den lagres 24 måneder på de døde gærceller og er en fortrinlig mousserende vin med lokalt særpræg. Rosso Ronchedone er mørk, krydret og koncentreret, og denne barrique-lagrede vin laves på 45% af den lokale Marzemino, 45% Sangiovese og 10% Cabernet Sauvignon. Efter årtusindskiftet realiserede den oprindeligt veronesiske Dal Cero-familie en drøm, da de erhvervede 11 ha i Valpolicella, hvorfra der fremstilles en magtfuld Amarone.

Vine fra huset

Lugana I Frati DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Lugana Brolettino DOC Cà dei Frati Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Vino Bianco Pratto IGT Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Rosa dei Frati Riviera del Garda Classico DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Vino Rosso Ronchedone Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Amarone della Valpolicella Pietro dal Cero DOCG Hent vinbeskrivelse – Hent Foto
Cuvée dei Frati Brut VPQ NV Hent vinbeskrivelse – Hent foto

>> Besøg Cà dei Fratis hjemmeside her