Giacomo Conterno
Giacomo Conterno
Familien Conterno har siden 1770 dyrket vin i Piemonte. Om det er denne lange tilknytning til området der gør det, vides ikke, men i hvert fald findes der ikke nogen anden producent der i den grad er synonym med traditionel Barolo. Men at tale om stil i forbindelse med Conternos vine er underordnet i forhold til den kvalitet der præsenteres. Der er ganske enkelt tale om den mest velstrukturerede, nuancerede og længstlevende vin der kan købes for penge! Intet mindre.
Fra ejendommens ca. 17 hektar bliver der årligt produceret ca. 50.000 flasker – Barolo og Barbera d’Alba. Alle Conternos vine stammer indtil for nylig fra samme mark: Francia i den sydlige del af Serralunga d’Alba. Tidligere lavede Conterno også Dolcetto d’Alba og Freisa, men disse planter er blevet revet op for at få plads til flere Nebbiolo og Barbera-stokke. Produktionen er derfor lavere end normalt, men når de nye planter begynder at yde, bør produktionen stige til 70-80.000 flasker årligt.
Husets absolutte stjerner er Barolo Francia og Barolo Riserva Monfortino. Sidstnævnte er et ekstremt produkt, der kun bliver produceret i de bedste år og kun af de absolut bedste druer. Monfortino er således kun blevet produceret ca. 20 gange de seneste 50 år. Monfortino er ikke en markangivelse men en speciel selektion af druer fra Franciamarken, og det er kun de allerbedste druer, som på grund afvinificeringsmetoderne , kan bruges til at lave Monfortino. Forskellen på de to Baroli er, at Francia får styret gæringen så den ikke overstiger 30 grader celsius, medens Monfortino får lov til at gære frit med temperaturer helt op til 36 grader. Det kan kun lade sig gøre med druer af speciel høj kvalitet, og derfor laves Monfortino heller ikke i alle årgange. Lagringen er også ekstrem: hvor Francia lagres i ca. 48 måneder på store fade bliver Monfortino lagres 72 måneder på de store botti.
Som en lille kuriositet kan det nævnes, at Conterno følger forskrifterne for et økologisk brug – uden dog at skilte med det. Nyheder fra Conterno er som regel sjældnere end paveskift i Vatikanet. Med erhvervelsen af Cerretta-marken i Serralunga d’Alba, sendte Conterno i 2010 to ny vine på markedet. Der er tale om en Barbera d’Alba og en Nebiolo d’Alba fra Cerretta-marken i det nordlige Serralunga d’Alba. Begge vine kommer, som det også gælder for de øvrige vine, i stærkt begrænsede mængder. Senest har Conterno erhvervet 9 hektar af den anerkendte mark Arione, som er nabo til Francia. Arione går for at være en af Serralungas allerbedste placeringer. Første årgang herfra var 2015.
Vine fra huset
Barbera d’Alba Francia DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Barbera d’Alba Cerretta DOC Hent vinbeskrivelse – Foto på vej
Barolo Francia DOCG Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Barolo Cerretta DOCG Hent vinbeskrivelse – Foto på vej
Barolo Arione DOCG Vinbeskrivelse på vej – Hent foto
Barolo Riserva Monfortino DOCG Hent vinbeskrivelse – Hent foto