Matteo Correggia

 

 

 

 

Dette vinbrug blev grundlagt i 1985 af den da 23-årige Matteo Correggia (f. 1962-2001), der overtog den fysiske gård og 7 ha jord fra sin far Giovanni Battista Correggia. Ejendommen ligger i kommunen Canale i Roero, vest for floden Tanaro og lidt nord for Barolo, og havde været i familiens eje i 5 generationer, og de havde drevet et polykulturelt landbrug med kvæghold og en produktion af frugt (bl.a. ferskner og Madernassa-pærer), grøntsager og druer, og der blev fremstillet bulkvin og solgt druer til commerciante.

Det var Matteo, der fokuserede driften på vin, og han fremstillede sin første årgang i 1987 og lavede her den første Barbera d’Alba Bricco Marun og den første Nebbiolo d’Alba La Val dei Preti. Enkeltmarksvinen fra La Val dei Preti blev frigivet som en Nebbiolo d’Alba, for det var ikke let at sælge vin under Roero-navnet, og det er sigende for perioden, og det var også et forhold, der blev en anledning for Matteo Correggias nyorienteringer. Han blev inspireret af Roberto Voerzio, der købte Arneis af ham frem til 1989, og af Elio Altare, og blev på denne vis en del af det revolutionært indstillede læringsfællesskab “The Barolo Boys”, som den eneste fra Roero. Samtidig havde han en forståelse af, at de mere sandede jorde i Roero naturligt gav lettere, mere yndefulde og florale vine på Nebbiolo, og det betød også, at produktionsfilosofien skulle afstemmes derefter. Han var opsat på at sætte Roero på landkortet og indførte nye, bæredygtige, økologiske dyrkningsmetoder, grønthøstning og lave udbytter og viste sig snart som en ualmindeligt talentfuld viticoltore og vinmager.

Også i kælderen slog inspirationen igennem, med ny teknologi, rotofermentatorer og franske barriques, og han arbejdede med korte macerationer ved høje temperaturer på op til 33 grader celsius til sine topvine på Barbera (7-9 dages maceration) og Nebbiolo (5-7 dages maceration), og de blev lagret på ca. 60% nye mediumtoastede Allier-barriques. Både Barbera d’Alba Bricco Marun og Nebbiolo d’Alba La Val dei Preti skubbede til grænserne for områdets vine, og de udtrykte på smukkeste vis deres dyrkningssteder og den næringsfattige, sanddominerede jord med de mange marine fossiler, og gjorde indtryk på cognoscenti og den kritiske presse. I 1989 kom Matteo i kontakt med Coco Cano, en kunstner fra Montevideo i Uruguay, der var begejstret for Roeros smukke, bølgende landskaber, som han søgte at gengive. Han skabte de karakteristiske etiketter til Correggias vine, og lavede også langt senere den nye serie af etiketter, der ses fra 2017.

Matteo blev gift med Ornella, og de fik sammen børnene Giovanni (f. 1992) og Brigitta (1994). Matteo Correggia opbyggede en sikker og referencesættende portefølje af vine, og begyndte også at erhverve mere jord, mest spektakulært, da han i 1996 købte ca. 5 ha på lokaliteten Ròche d’Ampsèj, der er kendt for sine pinjetræer. Samme år lavede han den første vin på Nebbiolo herfra, kaldet Roero Ròche d’Ampsèj, og denne gang valgte han navnet Roero til sin nye prestigeaftapning, og den viste en helt anden side af Roero end vinen fra La Val dei Preti, med sit mere efterårsagtige særpræg og en dybere struktur. Det var også fra og med årgang 1996, at Correggias mest ambitiøse vin på Barbera ændrede navn til Barbera d’Alba Marun. Matteo ansatte ønoteknikeren Luca Rostagno som sin højre hånd i 2000, samme år som en ny cantina kunne tages i brug, og han var blevet færdiguddannet fra vinskolen i Alba i 1998.

Vi så Matteo Correggia sidste gang på VinItaly i april 2001, for få måneder senere blev han revet bort i forbindelse med en tragisk ulykke i vinmarken. En asteroide, opdaget i 1984, er nu opkaldt efter ham og kendes som: 13917 Correggia. Hustruen Ornella Costa Correggia videreførte vinbruget i Matteos ånd, og det havde allerede i 2001 opnået den nuværende størrelse med 20 ha vinmarker, hvorfra der blev produceret ca. 130.000 flasker årligt. Hun blev støttet af Luca Rostagno, der fortsatte med at lave vinene, og han arbejder nu sammen med Matteos og Ornellas søn Giovanni Correggia (f. 1992), der blev færdiguddannet fra vinskolen i Alba i 2012. Et par år forinden, med virkning fra d. 9. oktober 2010, havde Roero fået DOCG-status, og fra samme år ændrede familien navnet på Nebbiolo d’Alba La Val dei Preti til Roero La Val dei Preti. Med en ny generation på plads fortsatte vinbruget med at befæste sin position og med at gøre vinene fra Roero mere ansete i en bredere offentlighed. Jorden dyrkes stadig økologisk og bæredygtigt, og de første økologisk certificerede vine er fra 2019. Der arbejdes med dækafgrøder, såkaldt sovescio eller grøn gødning, der også skal forhindre jorderosion og øge biodiversiteten over og under jorden.

Vi har valgt et særligt fokus på de typiske Roero-varietaler som Arneis, Barbera, Nebbiolo og Brachetto fra Correggia-vinbruget. Vinene laves i en ren, saftig og frugtbetonet stil, og mens høstudbytterne stadig er lave, så er fadbehandlingen af de røde topvine historisk blevet langt mere diskret, og siden 2016 har der slet ikke været anvendt nye små fade. Familien køber anden- og tredjeårs tonneaux og barriques fra Bourgogne, og de er lavet af egetræ fra forskellige franske skove. Når familiens botti, dvs de store egefade, skal skiftes, så indkøbes der nye fade, og de er lavet af fransk og østrigsk egetræ. Vinene fremstår derfor friske, nutidige og mere finesseprægede end de lidt mere frodige, fadfremhævede vine i de tidlige år. Familiens pære-, melon- og citrus-duftende Roero Arneis er blandt områdets mest interessante og er siden 2008 blev lavet med 20-30% maceration og fremstilles udelukkende på stål. Roero Arneis La Val dei Preti blev lavet første gang i 2012 og frembringes også på stål, men frigives sent og den antager en mere mineralsk og næsten let olieret karakter, og fremviser desuden en forbløffende friskhed. Barbera d’Alba og Roero er begge emblematiske og skønt primærfrugtige eksempler på Barbera og Nebbiolo, og Barbera d’Alba Marun Superiore fortsætter med at udfordre Langas fineste vine på denne varietal. Den laves med druer fra planter, der i gennemsnit er 40+ år gamle, og fremstilles nu med 8-10 dages maceration og lagres i mindst 4 måneder på en kombination af botti og brugte franske barriques. Roero La Val dei Preti Riserva fremstilles med druer fra planter, der i gennemsnit er 50 år gamle og laves med 10-12 dages maceration og lagres i mindst 11 måneder på en kombination af botti og brugte franske barriques, og den fremviser en usædvanlig luftig dybde parret med en egen silket elegance. De ca. 5000 årlige flasker Roero Ròche d’Ampsèj Riserva laves med druer fra planter, der for hovedpartens vedkommende har en gennemsnitsalder på ca. 50 år og laves på den måde, at 50% af vinen fremstilles på temperaturstyrede stålgæringstanke med 10-12 dages maceration, mens den resterende del fremstilles med gæring på brugte 600 liters tonneaux med 45-60 dages maceration. Vinen lagres efterfølgende i mindst 14 måneder på en kombination af brugte 600 liters tonneaux og barriques, og den antager en lidt mere Langa- eller Barolo-lignende karakter. Endelig hjemtager vi Anthos Passito VDT, der laves på 100% Brachetto og er en skøn sød, rødfrugtet vin med et betagende rosenpræg.

 

Vine fra huset

Roero Arneis DOC EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent vinbeskrivelseHent foto
Roero Arneis La Val dei Preti DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Barbera d’Alba DOC DOC EU_Organic_Logo_Colour_rgb  Hent vinbeskrivelseHent foto
Barbera d’Alba Marun DOC EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Roero DOC DOC EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent vinbeskrivelseHent foto
Roero DOCG La Val dei Preti Riserva DOC EU_Organic_Logo_Colour_rgb Hent vinbeskrivelseHent foto
Roero Ròche d’Ampsèj DOCG Hent vinbeskrivelseHent foto
Anthos Passito VDT Hent vinbeskrivelseHent foto

>> Besøg Matteo Correggias hjemmeside