CADGAL

CADGAL

Alessandro Boido overtog ejendommen fra faderen i 1988, men CADGAL er officielt grundlagt i 1997 og er beliggende i Valdivilla, i kommunen Santo Stefano di Belbo. Der er 13,9 ha med jord udlagt
til vindyrkning, og vinbruget har på kort tid etableret sig som en førende specialist i fremstilling af unikke Moscato d’Asti. Denne friske, perlende dessertvin er med sin lave alkohol, moderate sødme, og inciterende
velduft af knuste Moscato Bianco di Canelli druer ganske enestående for Piemonte.

Netop Santo Stefano di Belbo regnes med Canelli og Loazzolo som et af de få Grand Cru dyrkningsområder for druen, blandt andet fordi jorden er rig på sand, kalk og limsten, og ingen steder opnås mere raffinerede og frydefuldt detaljerede vine end her, vine med en præcis og diskret ødselhed, som ikke er overgjort.

CADGAL er særligt berømt for Moscato d’Asti Vigna Vecchia (Vite Vecchia), som kommer fra 60+ år gamle planter fra i alt 1 ha i Valdivilla, som er beplantet med en gammel klon af Moscato Bianco di Canelli og det var også med denne vin at vinbrugets  historie for alvor tog fart. Alessandro Boido solgte i 2023 ejendommen til Alessandro Varagnolo, da han ønskede at trække sig tilbage og bruge mere tid sammen med sin familie. Indtil videre kører CADGAL videre  samme ånd med formålet om fortsat at vedligeholde og udvikle det fantastiske arbejde, som Alessandro Boido har skabt gennem årene for at vise de allerbedste sider af Moscato-druen.

Moscato d’Asti fremstilles i lukkede temperatur-kontrollerede tryktanke kaldet autoklaver, hvor mosten holdes tæt ved frysepunktet, og gæres, når det er ønskeligt, typisk op til omkring 5-5,5%, hvilket efterlader en let perlende vin med restsødme og en skøn, frisk primærfrugtig druekarakter. Den almindelige anbefaling er, at Moscato d’Asti skal nydes mens den er ung og frisk, men hos CADGAL mente man, at der var et større kvalitetspotentiale i vintypen end som så, vine med større intensitet og sågar også med lagringspotentiale. Under de rette omstændigheder antager Moscato d’Asti med flaskelagring et mere mineralsk, tertiært udtryk med helt unikke aromaer.

Med fundet af den rigtige mark fremstillede Alessandro Boido i 1997 den første Moscato d’Asti Vigna Vecchia, der blev lagret køligt og ideelt og først frigivet efter 5 år, og det er siden en praksis, der er blevet fulgt. Denne vin er selvsagt både kostbar og unik. Siden er 2 andre kommet til, en Moscato d’Asti Lumine fra 8 ha med ca. 15-40 år gamle planter, som er skønt kvalitetspræget og den mest ligefremme i porteføljen og det er en vin, der frigives tidligt og den tappes vanligvis tre gange over et år; dertil en Moscato d’Asti Canelli Sant’Ilario som kommer fra 60-70+ år gamle planter på 1,2 ha, fordelt på to sydøstvendte plots, den gæres i foråret efter høsten og lagres kortvarigt og frigives i sensommeren, næsten et år efter druerne er plukkede, og det giver vinen tid til at udvikle større kompleksitet. Derudover hjemtager vi også CADGAL’s fine Asti (Spumante), som er i særklasse for vintypen. Den alkoholiske gæring foretages i to tempi, for at give mindre bitterhed.

Generelt arbejdes der med lave høstudbytter: Moscato d’Asti Lumine (ca. 70 hl/ha); Moscato d’Asti Sant’Ilario (ca. 55 hl/ha); Moscato d’Asti Vite Vecchia (ca. 40 hl/ha). Der
høstes sent og druerne har dermed længere hængetid end det vanligvis ses, og til topvinen anvendes ofte omkring 5% uve passite. Ejendommen er in conversione biologico, dvs jorden dyrkes økologisk, men det er endnu et åbent spørgsmål om man også ønsker certifikation i kælderen.

Vine fra huset

Moscato d’Asti DOCG Lumine Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Moscato d’Asti DOCG Sant’Ilario Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Moscato d’Asti DOCG Vite Vecchia Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Asti DOCG Hent vinbeskrivelse – Hent foto

>> Besøg CADGALS hjemmeside