Baricci

 

 

 

 

Ejendommen blev grundlagt i 1955 af Nello Baricci (1921-2017), da han erhvervede vingården Colombaio di Montosoli med omkringliggende jord, ideelt placeret på den legendariske Montosoli-skrænt, i Montalcino-højens nordlige sektor, lidt nord for selve byen Montalcino. Han blev født i Montalcino og kom fra en familie af såkaldte mezzadri, vinbønder, der dyrkede jorden for en landejer mod at få halvdelen af høsten. Nello forstod lokalitetens potentiale og var aldrig i tvivl om, hvor han ønskede at købe jord. Da muligheden bød sig, købte han ejendommen Colombaio di Montosoli, der ligger på en lokalitet af samme navn.

Navnet Montosoli forbindes til en Villa Montosoli på stedet, en sienesisk renæssance-landvilla, der er bygget i den såkaldte Peruzzi-stil, med henvisning til den berømte maler og arkitekt Baldassarre Peruzzi (1481-1536), og det vides, at villaen blev grundlagt i 1535. Colombaio diMontosoli hørte tidligere til Villa di Montosoli og dyrkning af vin på Montosoli-skråningen kan dokumenterbart knyttes sammen med den første beboelse af villaen og går formentlig endnu længere tilbage. Montosoli, der er noget nær det tætteste man kommer på en Grand Cru på Mon-talcino-højen, har ry for at give elegante og friske vine, men også for at forene finesse med en kraftfuldhed, der ellers associeres med Montalcinos mere sydlige vine. Skråningen omfatter omkring 30 ha og 15 ha af disse er udlagt til vindyrkning.

Baricci-familien ejer 12 ha jord, alle på Montosoli, og 5 ha er udlagt til dyrkning af Brunello di Montalcino. Tredje generation tog over i 2009, og de lavede den første Riserva fra høsten i 2010, og den kom til at bære grundlæggerens navn. Aktuelt er det Nellos datter Graziella Baricci og hendes mand Pietro Buffis to sønner Federico Buffi og Francesco Buffi, der driver vinbruget. Vinene er unikke, artisinale udtryk for Montosoli og stedets ånd, dets genius loci, formidles eksemplarisk i op til tre forskellige aftapninger, der er velanmeldte i den kritiske presse.

Der laves hvert år ca. 18.000 flasker fremragende Rosso og ca. 12.000 flasker ligeså imponerende Brunello di Montalcino. Tilgangen er traditionel og familiens Brunello laves med gæring på termostyrede ståltanke og ca. 20 dages maceration, og vinen lagres efterfølgende i 3 år på botti di rovere di Slavonia på 20-40 hl, altså store fade fremstillet af slavonsk egetræ.

Vine fra huset

Rosso di Montalcino DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Brunello di Montalcino DOCG Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Brunello di Montalcino Riserva Nello DOCG Hent vinbeskrivelse – Hent foto

>> Besøg Bariccis hjemmeside