Ligurien

Ligurien som vinproducerende region hører til blandt Italiens mindste. Mindre end 0,5% af landets samlede produktion kommer fra disse meget stejle skråninger tæt ved middelhavet. Omfanget af vindyrkningen er da også faldet markant i området grundet den massive tilflytning til regionens større byer. Ved terrasserne i Cinqueterre ses således gamle vinmarker overgroet med buske, krat. o.l.

De tempererede skråninger er begunstiget af middelhavets konstante brise, der sikrer den nødvendige afkøling på de solvarme flader. Generelt er der så kraftig hældning på vinmarkerne, at arbejdet i marken mærkbart besværliggøres. Alene dette faktum resulterer i en dyrere slutpris for produkterne, som alt andet lige giver de liguriske vine en medfødt konkurrencemæssig ulempe.

Trods den begrænsede vinmæssige fremstilling er Ligurien kendetegnet ved et stort antal forskellige vine. De mere end 100 forskellige druesorter regionen dyrker resulterer i hele 85 vintyper. Så alt taget i betragtning, gør dette faktum Ligurien ganske interessant.

Betragter man regionen geografisk, træder en naturlig opdeling af landskabet frem. Den store urbane koncentration omkring Genova gør nemlig, at al vindyrkning her er trængt væk. Eftersom Ligurien udgør et smalt bælte langs middelhavskysten er de interessante områder koncentreret henholdsvis vest og øst for Genova, størstedelen dog på førstnævnte side. Begge områder behandles dog her under ét.

Karakteristiske vine:

Rossese di Dolceaqua: En karakteristisk og frugtig rødvin der varierer fra let til medium kraftig. Nogle producenter tilstræber en Beaujolais-agtig stil, andre fadlagrer den for at opnå en kraftigere og mere lagringsdygtig vin. Vinen baseres på druen Rossese.

Ormeasco: En rødvin fremstillet på Dolcetto som ellers er mest kendt fra Piemonte. Ormeasco er i stand til at opnå stor finesse og kompleksitet med gode lagringsmuligheder. Der produceres også en rosé af samme navn.

Vermentino Finalese: Delikat tør hvidvin med god struktur og krop. Kommer fra den vestlige side af Ligurien, nærmere betegnet Riviera Ligure di Ponente. Druen er Vermentino, som oprindeligt kom fra Spanien via Korsika.

Cinqueterre: Tør hvidvin baseret på druen Bosco og Vermentino. Dyrkningsområdet er lige vest for La Spezia på Rivieraens østside. Flere og flere producenter stræber mod mere koncentrerede vine, og i dag kan man finde rigtig flotte og tætte vine.

Colli di Luni: Findes i både hvide og røde udgaver, hvor den hvide baseres på Vermentino og Trebbiano, den røde typisk på Sangiovese og Canaiolo/Ciliegiolo. Vinstilen er for begge typer tør og fyldig, og kan være noget af det bedste Ligurien kan byde på.