Emilia Romagna

Italiens sjette-største region Emilia-Romagna er, som navnet indikerer, opdelt i to hovedområder, nemlig Emilia og Romagna. Bologna, som næsten ligger centreret i regionen, udgør skillelinjen mellem de to. Vest for byen ligger Emilia, og øst for byen finder vi Romagna. Emilia er mest kendt som “boblebæltet”, da næsten al vin produceret i området er mere eller mindre mousserende. Den velkendte Lambrusco f.eks. har sit hjemland her. Romagna derimod er mest kendt for sine røde Sangiovese-baserede vine og den hvide D.O.C.G. Albana di Romagna.

Apenninerne gennemløber hele regionen i den sydlige del, og skaber en yderligere opdeling af landskabet. Både Emilia og Romagna har således en bakket samt en mere flad del, der ændrer forudsætningerne for den lokale vindyrkning. Også en stor variation i jordbundsforholdene giver forskellig grobund for de dyrkede druer. Det bakkede landskab er præget af tempererede somre men relativt kolde vintre. De flade områder er generelt noget varmere med mindre udsving mellem sommer og vinter. Specielt i Romagna syd for Po begrænser den kraftige og stillestående sommervarme produktionen af kvalitetsdruer, og meget går til fremstillingen af Brandy.

Ud over den vinmæssige produktion er Emilia-Romagna kendt for sine gastronomiske lækkerier, såsom osten Parmiggiano Reggiano og de lufttørrede skinker fra Parma. Når man vurderer en regions vine, bør man altid huske at tage den lokale gastronomi med i betragtning. I et land som Italien hører mad og vin uvægerligt sammen, og man ser ofte helt nye aspekter ved vinene, når de serveres til den lokale mad.

Karakteristiske vine fra Emilia:

Lambrusco: Dyrkes i Emilias flade del og kan antage mange forskellige typer af varierende sødmegrad. Farven går fra ren hvidvinsfarve, over lys pink til decideret mørkerød. For mange vindrikkere er Lambrusco blevet ensbetydende med lyserødt og halvsødt boblevand af tvivlsom karakter. Ikke desto mindre fremstilles der rigtig gode og saftige Lambrusco’er – de er desværre bare sjældent repræsenteret uden for Italien. En af de mest velegnede til mad er f.eks. den originale mørkerøde, tørre type. Druebasen udgøres hovedsageligt af Grasparossa, Salomino og Sorbara.

Colli Piacentini: En betegnelse for de vine der dyrkes i Emilias bakkede landskab i forbindelse med Apenninerne. Colli Piacentini omfatter 4 underzoner med hver deres karakteristika. Disse er Gutturnio (rød), Monterosso Val d’Arda (hvid), Trebbianino Val Trebbia (hvid) samt Val Nure (hvid). Langt størstedelen af produktionen, uanset farve, er enten “vivace” (levende/prikkende) eller “frizzante” (let perlende). Gutturnio er baseret på Barbera og den lokale Croatina, de tre hvide primært på Malvasia og Ortruga. Derudover produceres der en del vine på Pinot Grigio, Sauvignon og Pinot Nero.

Karakteristiske vine fra Romagna:

Albana di Romagna: Aromatisk hvidvin med udtalt personlighed. Når vinen er bedst har den en fersken-agtig duft og en smag henad ristede mandler. Druen er Albana. Vinen findes både i tørre og søde udgaver – den søde er nok den mest karakteristiske.

Sangiovese di Romagna: Uden for Toscana nok en af Italiens bedste Sangiovese-baserede vine. Typisk ikke særligt tung i stilen, men alligevel en delikat vin med ynde og raffinement. Som hovedregel tør.

Cagnina di Romagna: Charmerende let sødlig rødvin med et violet/lilla skær. Vinen besidder en udpræget, ikke ubehagelig, rensende syre, som tilfører Cagnina et vist bid. Druen Cagnina er identisk med Friulis Refosco, men forekommer mere kødfuld i Emilia-Romagnas varmere klima. Anses af de lokale som ideel til ristede kastanjer.