Apulien

Apulien er Italiens gigant med hensyn til vindyrkning. Regionen producerer således flest druer og mest vin i hele Italien, og historisk set er Apulien da også et af de få områder som efter romertiden har haft en stabil høj produktion. På trods af talrige besættelser af bl.a. byzantinere, saracenere, gothere, normannere, venetianere og aragonesere er det altså lykkedes Apulien at bevare fokus på dyrkning og fremstilling af vin (og olivenolie).

Langt størstedelen af den producerede vin er ikke omfattet af DOC, hvilket helt sikkert er en del af forklaringen på hvorfor Apuliens vine ikke rigtigt har slået igennem, hverken inden for Italiens grænser eller internationalt. Der har således været tradition for, at en stor del af produktionen er gået til blanding med andre vine uden for regionen. I stedet for at iblande sukker, hvilket af og til er nødvendigt, foretrækker mange italienske producenter nemlig at benytte de sødmefulde syditalienske druer til at forstærke deres vine. Derudover går en stor del af druerne til destillation – om end tendensen er faldende.

Topografisk skiller Apulien sig ud som Italiens fladeste region. Kun 2% udgøres af bjerge, 45% af mindre bakker og dale, mens de sidste 53% er plateau’er. Mere end 80% af Apulien er opdyrket landbrugsjord hvoraf vinstokke, oliventræer og korn repræsenterer langt størsteparten. Hvad angår de klimatiske forhold er Apulien begunstiget af varme somre med relativt lidt nedbør. Nordpå, hvor de eneste bjerge befinder sig, finder vi en konstant vekslen i vejret grundet samspillet med vindene fra Adriaterhavet. Sydpå, hvor der ellers er meget varmt, sikrer kyststrækningen på begge sider en jævn ventilation af indlandet.

Druesortsmæssigt er de blå druer dominerende med hovedvægten på relativt få, men til gengæld meget vigtige og karakteristiske druer. Af disse skal først og fremmest nævnes Negroamaro, Primitivo og Uva di Troia. Gennem de seneste år har der også været tendens til at plante flere internationale druesorter à la Chardonnay, Sauvignon Blanc og Cabernet Sauvignon, men interessen for disse synes nu at have stagneret.

Karakteristiske vine:

Castel del Monte: Fra den centrale del af regionen kommer en af Apuliens bedste DOC’er, hvor især den røde vin og rosévinen kan være fremragende. Hvad angår den røde vin er farven dyb rød, smagen tæt og sødmefuld. Kan under visse omstændigheder lagre rigtigt godt. Rosévinen er relativt mørk, tør og har overraskende stor fylde. For begge vine gælder, at 65% af druesammensætningen udgøres af Uva di Troia og de resterende 35% må være enten Sangiovese, Montepulciano, Aglianico eller Pinot Nero.

Aleatico di Puglia: En interessant rød dessertvin fra området omkring Bari i den centrale del af Apulien. Findes i både halvsøde og helsøde udgaver, men er generelt ret kraftige. Druebasen er Aleatico, men der må tilsættes op til 15% Negroamaro, Malvasia Nera eller Primitivo.

Primitivo di Manduria: En overvældende kraftfuld rødvin med masser af sødme. De fleste udgaver er tørre, men der fremstilles også halvsøde og søde vine af samme navn. I hovedreglen er Primitivo’en hurtigt moden, og kun vine fra få producenter bliver bedre af at ligge i mere end 3 år efter aftapning. Druen er Primitivo, som har fået sit navn efter sin meget tidlige modning på stokken.

Salice Salentino: Den vel nok mest kendte vin fra Apulien. Langt størstedelen af vinene med dette navn er røde, men det bør nævnes, at der også findes interessante rosévine. Rødvinen kan have en tæt, fed og kødfuld konsistens med en karakteristisk bitter undertone. Hoveddruen bag Salice Salentino er Negroamaro, som tager sit navn fra den sorte farve og den førnævnte bitterhed.

Copertino: Solid og kropstung rødvin fra hjertet af Salento i det sydlige Apulien. Som for Salice Salentino baseres størstedelen af vinen på den lokale Negroamaro. Det er dog tilladt at medtage op til 30% Malvasia Nera/Montepulciano samt op til 15% Sangiovese. Copertino kan af og til findes som rosé.