Lombardiet

Produktionsmæssigt hører Lombardiet ikke til blandt de største, men regionens enorme økonomiske betydning påvirker udviklingen i positiv retning. Lombardiet er således i dag den absolut største leverandør af mousserende vine, som er fremstillet efter champagnemetoden (flaskegæring), hvoraf de kendte Franciacorta og Oltrepò Pavese udgør de primære kerneområder.

Regionens moderate produktion skyldes hovedsageligt geografien, hvor Po-sletten dominerer. De store flade jordområder er således bedre egnet til korn, ris o.l., fremfor til vindyrkning. Vinplanternes bedste jordbund findes derfor på bakkesiderne i forbindelse med Alperne og Apenninerne.

Geografisk kan man opdele Lombardiet i tre større grupper. Længst mod nord finder vi Valtellina, som er en langstrakt dal i Alperne med ideelle vækstforhold for Nebbiolo. Mod sydvest rejser Apenninerne sig pludselig fra Po-sletten, og danner rammen for Oltrepò Paveses vinproduktion. Endelig udgør foden af Alperne den sidste men også mest betydningsfulde produktion. Zonen begynder ved Bergamo, fortsætter østover til Brescia og ender først ved Mantova ved grænsen til Veneto og Emilia-Romagna.

Karakteristiske vine:

Valtellina: En zone hvor der hovedsageligt skelnes mellem Valtellina og Valtellina Superiore. Begge er primært baseret på Nebbiolo, her kaldet Chiavennasca, men Superioren har fået mindst ét år på fad. Typisk vil man se en af følgende fire betegnelser på Superioren; Grumello, Inferno, Sassella eller Valgella. Sammenlignet med Barolo og Barberesco er vinene fra Valtellina noget lettere og generelt hurtigere tilgængelige, om end også disse kan være temmelig rå i de unge år.

Oltrepò Pavese: Dette område i Lombardiet fremstiller mere end halvdelen af regionens samlede produktion. På trods af et enormt potentiale har Oltrepò Pavese aldrig haft det bedste ry. Mange kritikere mener, at størstedelen af de producerede vine er lidt for karakterløse – i hvert fald set med internationale øjne. Vinene er dog meget afholdte af lokalbefolkningen og passer selvfølgelig særdeles godt til masser af egnsretter. Af særligt karakteristiske vine kan nævnes Buttafuoco (tør rød, ofte frizzante, Barbera/ Bonarda), Sangue di Giuda (tør/sød rød, ofte frizzante, Barbera/Bonarda) og Bonarda (tør rød, ofte frizzante, Bonarda).

Valcalepio: Bergamos eneste D.O.C. som findes i både hvide og røde udgaver. Begge slags er baseret på importerede druer, de hvide på Pinot Bianco og Pinot Grigio, de røde på Merlot og Cabernet Sauvignon. De hvide opnår sjældent kompleksitet, hvorimod de røde kan blive ganske velstrukturerede.

Franciacorta: Zonen som frem for alt mest er kendt for sine Spumante-vine, som fra visse producenter kan ligge på højde med de franske vine fra Champagne. Der findes dog også en del kvalitetsproduktion af hvide og røde vine, men disse står alt taget i betragtning i skyggen af områdets mousserende typer. Som i Bergamo er størstedelen af de dyrkede druer af udenlandsk herkomst, nemlig Pinot Bianco, Pinot Gris, Chardonnay, Cabernet Sauvignon, Pinot Nero og Merlot. Af de italienske druer skal nævnes Trebbiano, Barbera, Marzemino og Sangiovese som dominerende.

Lugana: Nok en af Italiens mest charmerende Trebbiano-baserede vine med sin helt egen personlighed. Den gavnes typisk af et par års lagring og har normalt en flot struktur og krop. De bedste er stille vine, men der er også lokal tradition for fremstilling af mousserende. Lugana-vinene dyrkes øst for Brescia, nærmere betegnet i områderne lige op til Gardasøen.