Florio
Under en storm i 1773 blev den velhavende engelske handelsmand John Woodhouse tvunget i land ved havnen i Marsala på Siciliens vestkyst med sit sejlskib. Han skulle have været anløbet lidt sydligere, ved Mazzara del Vallo, som det blev stavet frem til den Anden Verdenskrig, for at laste skibet med natriumkarbonat (soda), der skulle anvendes til industrielle formål. Det siges, at han, efter at være kommet sikkert i land, men præget af strabadserne, søgte mod en skænkestue i havnen og her smagte den lokale vin Perpetuum, fremstillet af egnens vindyrkere. Vinen blev lagret på trætønder og blev frembragt gennem en proces, der kaldtes in perpetuum, som også kendes fra det spanske solera-system, en proces, der i princippet kan fortsættes i en uendelighed, fordi man kan blive ved med at friske indholdet op, ved at introducere ny ung vin.
Det var en forholdsvis tør, stærk, oxidativt præget hvidvin, der antog dette sidste karaktertræk som en følge af, at fadene, som et led i fremstillingsprocessen, ikke blev fyldt helt op. Vinen faldt i Woodhouses smag, og den har formentlig mindet ham om de alkoholforstærkede hedvine fra Spanien og Portugal, og vel især nogle af Sherry- eller Madeira-typerne. I hvert fald fandt han et lignende potentiale i vinen, og han endte med at fylde skibet op med den lokale specialitet, som han tilsatte en brandy, så vinen kunne ramme en britisk smag, og i velpræserveret tilstand kunne nå frem til den britiske kyst. Den vin han hermed frembragte må i stil have været tæt på det, der nu kendes som en Marsala Vergine Soleras. Eksperimentet blev en succes, hedvinen blev kendt som Marsala og allerede i 1773 etablerede Woodhouse et firma, der kom til at fremstille og afskibe Marsala til England, hvor vinen blev populær, som den også blev det i den engelske flåde, hos Lord Nelson, og senere endnu, hos den italienske General Giuseppe Garibaldi, der spillede en hovedrolle i forbindelse med Italiens samling.
Englænderen Benjamin Ingham startede en lignende virksomhed i Marsala i 1806, og den blev senere overtaget af Whitaker-familien, og i 1832 erhvervede Vincenzo Florio, der var af calabrisk afstamning, en strandgrund mellem Ingham og Woodhouse. Her opførte han et næsten fæstningslignende hovedsæde i angelsaksisk stil med egen cantina og ganske omfattende kældre på 20.100 kvadratmeter, og i 1833 opkøbte han store områder med jord, for at kunne dyrke vin og fremstille sin egen Marsala og grundlagde dermed Cantine Florio. Marsala er navnet på en havneby i provinsen Trapani, der udgør den vestligste del af Sicilien og som aktuelt stort set udgør DOC-produktionszonen for hedvinen Marsala.
Byen Marsala har en lang og dramatisk historie, som ikke fuldt kan udfoldes her, men den tager sin begyndelse, da den fønikisk grundlagte by og koloni Motya, der lå på en lille ø ud for Siciliens vestkyst, blev ødelagt i 397 f.v.t. af Dionysios I, en tyran fra Syrakus. De overlevende grundlagde en havneby på fastlandet, som er lokaliteten for det nutidige Marsala, men som den gang fik et punisk navn, og på græsk kom til at hedde Lilūbaion, latiniseret til Lilybaeum. Siden fulgte en konfliktfyldt periode med karthagensiske og romerske sammenstød, og i post-romersk tid blev byen hærget af vandaler og kom siden under byzantisk indflydelse, indtil den arabisk-muslimske invasion og ekspansion i 800-tallet, hvor byen fik et nyt navn.
Marsala kaldes på lokal dialekt Maissala, og der er flere teorier om navnets oprindelse, men nogle er: Byen fik det arabiske navn Marsa ʿAlī “ʿAlis havn” eller måske, Marsa ʿāli-yy, “Den store havn”, men der kan også være tale om en afledning af Marsa Allāh, “Allahs havn”. Produktionen og eksporten af Marsala var medvirkende til, at ikke blot havnebyen, men hele Sicilien oplevede en opblomstring, og her spillede Florio en vigtig rolle. Inspirationen hos Cantine Florio fra Woodhouse var tydelig. Sammenligner man flasken og etiketten fra Woodhouse & C., der sidder på en Marsala Superiore Riserva 1815, hvor man også kan læse, at firmaets grundlæggelsesår er 1773, så vil man se, at nogle af Florios gamle etiketter, eksemplificeret ved en flaske Marsala Superiore Riserva 1860, grafisk er opbygget på samme måde: Øverst, på tværs af etiketterne, står navnene Woodhouse og Florio, og skrifttypen, der er anvendt til at angive navnet Marsala, som står skrevet i en let hvælvet form hen over etiketten, er den samme. Det var imidlertid først i 1928, at Florio erhvervede Woodhouse & C., samt det andet store vigtige, engelske produktions- og handelshus Ingham e Whitaker.
Florio fortsatte således med at etablere sig som den også historisk førende producent af Marsala. Marsalas eksportsucces kulminerede i 1960 med 450.000 liter hedvin, og så begyndte en lang krise med faldende salg og ringe forbrugeropmærksomhed, der endnu ikke er overstået. Den almindelige anerkendelse af Florio som den førende producent af topkvalitets-Marsala er dog forblevet uantastet, også selv om der er kommet andre virkelig gode producenter til. Florio anvender næsten udelukkende den mest anerkendte drue, den buskdyrkede grønne Grillo, til sine forskellige Marsala-typer, som i enkelte vine suppleres af Cattaratto, men man fremstiller også forskellige Passito-vine fra Pantelleria og de Lipariske øer. Marsala er en vino liquoroso og er i realiteten en paraply-betegnelse for en række hedvine, der varieres gennem forskelle i lagring, farve og graden af sødme, men ofte har vinene mindelser om nødder, abrikos, honning, brun sukker og tørrede svampe.
Der er fem grundtyper eller kvalitetsgrader, der defineres af lagringstid, og man vil se, at de bedste druer anvendes til de vine, der skal lagres længst tid: 1. Marsala Fine (mindst 1 års lagring); Marsala Superiore (mindst 2 års lagring); Marsala Superiore Riserva (mindst 4 års lagring); Marsala Vergine eller Soleras (mindst 5 års lagring); Marsala Vergine Stravecchio eller Riserva (mindst 10 års lagring). Farven bestemmes afgørende af forhold som indgående druesorter, tilsætning af mosto cotto, kogt druemost, og lagringstid og man skelner mellem: Oro (Gylden); Ambra (Rav-farvet) og den sjældent sete Rubino (Rubinrød) fra blå druer som Perricone, Pignatello, Nero d’Avola eller Nerello Mascalese.
Sødmeangivelsen Secco dækker op til 40 gram restsukker/liter; Semisecco 40-100 gram restsukker/liter og Dolce (100+ gram/liter). Forskellige fremstillingsmetoder giver forskellige Marsala-typer, men tilblivelsen af en Marsala kan i grundtræk kort illustreres: Druer med højt sukkerindhold høstes, presses og gæres med skindmaceration til en tør stærk hvidvin, som tilsættes et vindestillat, der hæver vinens alko-holprocent og dette er fremgangsmåden for de mest ædle og tørre Marsala-typer som Vergine og Soleras. En fremgangsmåde kaldet mutage, hvor gæringen stoppes, og vinen gøres stille, på fransk: mutè, ved tilsæt-ning af et vindestillat kendes også. Den færdiggærede vin kan også tilsættes en blanding af vindestillat og såkaldt mistella, som er ugæret, sød druemost, og endelig ses også en kombination af såkaldt mosto cotto og vindestillat, der giver Marsalaen karakter og en mørkere farve.
Vi hjemtager følgende Marsala-typer fra Florio: Marsala Superiore Secco Vecchioflorio Millesimato; Marsala Superiore Dolce Vecchioflorio Millesimato; den rige Marsala Targa Superiore Riserva Semisecco Millesimato; en tør, klassisk Marsala Vergine Baglio Millesimato, der er lagret i 10 år på egefade, før den flaskeaftappes; og endelig den overdådige dessert- og ostevelegnede Marsala Superiore Riserva Donna Franca Semisecco Ambra, der blandes af Marsalaer, der er lagret 15-30 år på egefade.
Dertil kommer en række nye og imponerende frigivelser på topniveau – en riserva-serie af typerne semisecco og vergine lagret mellem 9 og 20 år. Alle med angivelse af “angels’ share” og præcis fadplacering i kælder gennem lagringen. Fadplaceringens dybde og afstand til havet er en særdeles vigtig parameter for Marsalens endelige udtryk – eksempelvis er graden af salt let mærkbar. Disse vine er tydeligt forskellige og demonstrerer på bedste vis, hvor kompleks og interessant Marsala virkelig kan være. Kvaliteten er ubetinget høj og mulighederne er mange også gastronomisk set – så benyt chancen for at give modtageren en unik og anderledes oplevelse.
Derudover hjemtager vi: Den sødmefulde og friske Ambar Moscato; den gyldne, solfyldte dessertvin Morsi di Luce, lavet af 100% Zibibbo (Moscato Alexandria) fra Pantelleria; Passito di Pantelleria, der fremstilles af soltørrede Zibbibbo-druer; Malvasia delle Lipari, skabt af Malvasia og Corinto Nero, fra druer, der er tørrede i solen på stråmåtter i omkring 20 dage, og som ikke er uden mindelser om en Malvasia fra Madeira. Florio har historisk haft en stor betydning for Sicilien og har konsolideret sit engagement på øen gennem bæredygtighedscertificeringer gennem VIVA og Equalitas, og disse certificeringer omhandler miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed.
Vine fra huset
Hedvin fra Sicilien
Marsala Secco (tør) VecchioFlorio Superiore DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Marsala Dolce (sød) VecchioFlorio Superiore DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Marsala Targa Riserva 1840 Semisecco DOC (halvtør) Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Marsala Donna Franca DOC Semisecco (halvtør) Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Marsala Riserva Semisecco 9 år DOC (halvtør) Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Marsala Riserva Semisecco 15 år DOC (halvtør) Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Marsala Riserva Semisecco 20 år (halvtør) Hit vinbeskrivelse – Hent foto
Marsala Baglio Soleras Vergine DOC (tør) Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Marsala Riserva Vergine 13 år (tør) Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Marsala Riserva Vergine 18 år (tør) Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Hedvin og Passito fra Pantelleria og de Lipariske øer
Morsi di Luce IGT Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Passito di Pantelleria DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Malvasia delle Lipari DOC Hent vinbeskrivelse – Hent foto
Ambar Moscato Sicilia IGT Hent vinbeskrivelse – Hent foto
