Molise

Som Italiens næstmindste region fylder Molise ikke meget på landkortet. Heller ikke vinmæssigt har regionen den store betydning, og det er kun sjældent, at områdets vine ses uden for landets grænser. På trods af at den lokale vindyrkning går helt tilbage til Plinius den ældre, er Molise aldrig rigtigt blevet dyrket intensivt. Den dag i dag er produktionen stadig meget sporadisk, og det er vanskeligt at bedømme, hvad der produceres hvor.

Eftersom Molise rækker mere end 100 km ind i landet fra Adriaterhavskysten, er også denne region temmelig bjergrig. Appenninerne udgør således næsten halvdelen af arealet mod vest, og begrænser her mulighederne for vinproduktion væsentligt. Molise omfatter to regioner, nemlig Isernia og Campobasso. Isernia er beliggende i den vestlige del, og er karakteriseret ved milde solrige somre, men barske og kolde vintre. Campobasso, som ligger mere kystnært, har væsentligt varmere vilkår med risiko for længere tørkeperioder.

De mest populære grønne druer er Trebbiano, Bombino og Malvasia. De dominerende blå druer er Montepulciano, Sangiovese, Barbera og Aglianico.

Karakteristiske vine:

Biferno: En betegnelse der både dækker over hvidvine, rosévine samt rødvine. Begrænset produktion af relativt høj kvalitet tyder på en positiv udvikling. Specielt de røde Montepulciano/Aglianico-baserede typer udviser høj klasse. Hvidvinene og rosévinene er mindre karakterfulde, men ikke desto mindre vellavede.

Pentro di Isernia: Som Biferno dækker dette navn også over både hvid, rosé og rød. Da kun producenter af Pentro har tilmeldt sig D.O.C.-systemet, er det vanskeligt at følge hvilken udvikling de moderne forgængere stiler imod. Meget af vinen bliver drukket lokalt, og set udefra, holdes kortene stadig tæt ind til kroppen.